To år med et samlet tab på knap 13 millioner kroner er vendt til plus igen for lak- og farveproducent, der samtidig udvider direktionen.
Kolding: Industrivirksomheden Nowocoat med hovedsæde i Kolding har haft et markant godt år. Det nyligt offentliggjorte årsregnskab viser en stigning i bruttofortjenesten på hele 67 procent – fra 24,3 til 40,7 millioner kroner.
Samtidig er virksomheden er igen i plus efter samlede tab på knap 13 millioner kroner i 2022 og 2023. Oveni har Nowocoat udvidet direktionen og varsler nu nye skridt mod international ekspansion.
– Vi har haft et godt år, og vi er tilfredse med regnskabet, der afspejler, at vi øger væksten i alle vores kundesegmenter – både i Danmark og i resten af Skandinavien, siger økonomidirektør Ulrik Damgaard i en pressemeddelelse.
Virksomheden producerer forskellige overfladeprodukter til blandt andet tag, træ og metal og har oplevet vækst i både professionelle og industrielle segmenter samt i private label-produkter til byggemarkeder.
Ifølge Ulrik Damgaard har nye kunder og øget markedsandel været afgørende for fremgangen.
Ny direktør
Pr. 1. juni har virksomheden desuden udvidet direktionen med Kim Johnsen, der tiltræder som administrerende direktør, mens Ulrik Damgaard fortsætter som økonomidirektør. Sammen skal de løfte Nowocoat til næste niveau og tænker internationalt.

Nowocoat Baggrund og ejerskab
- Farve- og lakfabrikken har omkring 50 ansatte i produktionen og hovedkontoret i Kolding og medarbejdere i Polen, Kina og Vietnam. Nowocoat er underleverandør til kunder som Ikea og Jysk.
- Nowocoat udvikler og fremstiller en række produkter inden for maling og overfladebehandling af eksempelvis tag og diverse metaller og eksporterer omkring 80 procent af produktionen til markeder i Nordeuropa og Asien.
- Kapitalfonden Waterland sidder på 85 procent af virksomheden, mens Reinert-familien (grundlæggerne), der indtil da har været ejer hele virksomheden, fremover sidder på 10 procent. De sidste fem procent har medarbejderne.
– Jeg har fået et fantastisk indtryk af Nowocoat. Det er en meget professionel virksomhed, hvor der på alle niveauer er en bevidsthed om, at vi er til for vores kunder, siger Kim Johnsen i pressemeddelelsen. Han kommer fra en stilling som driftsdirektør i Kongskilde Industries og har bred erfaring med kommerciel udvikling.
Ifølge Damgaard er ansættelsen af Johnsen en styrkelse af det fundament, virksomheden har opbygget over de seneste to år.
Fremgang i år
En af Nowocoats styrkepositioner er, med egne ord, produktudvikling – især inden for bæredygtighed. Virksomheden har som den eneste leverandør fået Svanemærket godkendt til deres tagmalingprodukter.
– Med vores bæredygtige produkter står vi stærkt i forhold til andre leverandører, og det er vigtigt. Mange virksomheder laver ESG-regnskaber, og her bliver det tydeligt, hvor meget de kan reducere deres miljøpåvirkning ved at vælge bæredygtige coating-produkter, siger Ulrik Damgaard og tilføjer, at hele 90 procent af virksomhedens produkter relaterer sig til bæredygtige løsninger.
Den positive udvikling er allerede fortsat ind i 2025, hvor omsætningen i første halvår ligger 40 procent over samme periode sidste år. Nowocoat forventer et årsresultat efter skat på mellem 10 og 15 millioner kroner
Del nyheden