Hos NDI Group er egenproduktion og overfladebehandling af special-fremstillede fælge til entreprenør- og landbrugsmaskiner et af mange forretningsområder, den entreprenante, familieejede virksomhed driver.
Succesfuld testkørsel og kundegodkendelse af ny overfladebehandling
Dialogen mellem NDI og Nowocoat om et skifte fra Nowocoats traditionelle 2-komponent PU, varmehærdende malingssystem, til fugthærdende Polyaspartic blev indledt i slutningen af 2022, idet der var åbenlyse gevinster at hente for NDI.
Det blev besluttet at gennemføre en testkørsel i en weekend, for at forstyrre den daglige produktion mindst muligt. Kemiingeniør Kirsten Jessen Terp fra Nowocoat deltog i afprøvningen og assisterede med finjustering af produkter og udstyr i samarbejde med NDIs team.
Efter en vellykket testkørsel fulgte en godkendelsesproces, hvor testfælge succesfuldt blev afprøvet hos nogle af NDIs kunder. Indkøringen af det nye produkt på NDIs produktionsanlæg foregik derefter i en løbende proces, hvor de forskellige farver efterhånden udskiftes. Det er nu muligt at vælge mellem mere end 60 forskellige farver – alle tilpasset af Nowocoat til NDIs kundespecifikke ønsker og forskellige brandnuancer.
Væsentlig reduktion i VOC-udledningen og forbedring af CO2-regnskabet i fælgproduktionen
Polyaspartic er et ekstremt holdbart og slidstærkt polyurethan-produkt, som er fugthærdende. Det er særdeles velegnet til overfladebehandling af metal. Ved at skifte til Polyaspartic fra traditionel 2-komponent PU overfladebehandling opnåede NDI adskillige fordele:
- One-coat løsning
- Højt tørstofindhold
- Påføring direkte på forbehandlet metal
- God dækkeevne, glans og hårdhed
- Høj farve- og UV-resistens
- Reduktion af VOC med lidt over 67%
- Eliminering af ovn- og gasforbrug, 100% besparelse
- Effektivt gennemløb, idet en arbejdsgang spares med one-coat løsningen
- Fælgene kan pakkes og sendes med det samme, når de forlader produktionslinjen.
I forløbet har der været en tæt dialog mellem NDIs produktionsansvarlige team og Nowocoats tekniske personale. ”Fokus har især været på effektiviteten og den miljømæssige påvirkning, godt hjulpet af nowocoats specialister”, fortæller produktionsassistent i NDI Group, Henrik Voss og tilføjer ”Det betyder en stor forskel i vores CO2-regnskab i vores virksomheds fælgproduktion, som vi kun kan være tilfredse med”.
Produktionsassistent Henrik Voss er godt tilfreds med resultatet.
Kontinuerligt fokus på fleksibilitet og hurtighed bliver understøttet
NDI Groups eksport af landbrugsfælge er vokset gennem de sidste to årtier og omfatter nu mere end 40 lande. Kontinuerligt fokus på høj kvalitet, fleksibilitet i produktionen, samt hurtige leveringstider af færdigproducerede fælge er nogle af målsætningerne. Derfor er det vigtigt for NDI, at deres underleverandører har troværdige leveringstider og er parate til at supportere med specialistviden. Nowocoats Polyaspartic produkt til overfladebehandling af metal understøtter NDIs mål om hurtig levering af kvalitetsfælge til det store marked, de dækker.
NDI også kendt som Nordisk Dækimport, er en forretning, der aldrig står stille. I over 50 år har familien Kristensens engagement og evige drivkraft sørget for, at virksomheden kun er rullet én vej: fremad. Som Nordens førende leverandør af dæk og fælge, er NDI til stede i både Danmark, Norge, Sverige og Finland med i alt 16 kontorer og knap 1.000 medarbejdere. NDIs egenproducerede produkter er anerkendt og markedsført af eksklusive forhandlere i store dele af verden.
Del artiklen